Forord

"For enhver pilot har hvert fly sin egen personlighed, som altid genspejler dets konstruktørs habitus og præger sindelaget hos dem, der flyver det. Spitfire, for eksempel, er typisk britisk; den har et vist mådehold, er et fuldendt kompromis af alle de egenskaber, der kræves af en jager, og er ideel til sit defensive formål. Den er i det væsentlige et fornuftigt stykke maskineri, bragt til verdenen af kølige, præcise hjerner og bygget af samvittighedsfulde hænder. Spitfire gjorde et sådant indtryk på dem der fløj dem, at de ofte fandt det vanskeligt at vænne sig til andre maskiner bagefter"

Pierre Clostermann, pilot RAF (De frie Franske Styrker), 23 luftsejre; de fleste i Spitfire (Mk. V og Mk IX).

Spitfire'n udmærkede sig under ekstreme forhold. Den

"Sikke et åndssvagt navn!"

Da Reginald Mitchell, Supermarines chef ingeniør, erfarede hvad hans hjertebarn "Type 300" skulle kaldes, blev han alt andet end begejstret. Han havde forestillet sig navnet Shrew, men ministeriet valgte altså "Spitfire" (dansk: arrigtrold).

Spitfires tilblivelse var typisk engelsk: forsinket og over budget, som en englænder selv sagde. Spitfire er typisk engelsk - ligesom en gang engelsk sportsvognsromantik med læderindtræk og indlæg af valnøddetræ; smuk, men konstrueret uden hensyntagen til fabrikation og montage - et ingeniørmæssigt mareridt, som ikke var beregnet til masseproduktion. Mitchell og Supermarine have sikkert aldrig forestillet sig at der nogensinde skulle bygges mere end 20.000 eksemplarer. Idet Supermarine ikke selv havde kapacitet til at bygge hele flyet, blev f.eks. vingerne bygget hos en underleverandør. Da denne havde leveringsproblemer, fordi vingerne netop var svære at bygge på grund af ellipseformen og fordi de var meget tynde - de tyndeste vinger man endnu have sat i masseproduktion - gav dette massive forsinkelser i leverancerne til Royal Air Force.

Messerschmitt Bf109, som var Spitfires velkendte tyske modstander, var bygget som en tysk bil bliver bygget i dag: konstrueret med omtanke og sans for masseproduktion. Bf109 synes mere avanceret med sin 2. generations semimonocoque. Effektiv, men noget u-charmerende. Faktisk tog det kun en tredjedel af det antal mandetimer at bygge en af de senere versioner Bf109, som det tog at bygge en af de senere versioner af Spitfire.

Hvordan er og var en Spitfire så?

Når man sidder i cockpittet, kan man når man kigger fremad, se en masse næse, ca. 2,5 meter på de tidlige versioner og ca. 3 meter på de senere versioner. Under vandret flyvning i lav højde - i f.eks. 150 meter - betyder det at man ikke kan se hvad der er foran og under en indenfor de næste 4,5 km. Kigger man ud til siderne ser man vingerne, for selvom de er meget smukke tager de en stor del af udsynet til siderne og under en. Forsøger man at kigge bagud, er ens udsyn også begrænset af den høje ryg (afhjulpet på senere modeller med lav ryg). For at kompensere for den sidstnævnte mangel, monterede man et make-up spejl øverst forrudens ramme, således at piloten fik en illusion om at han kunne se hvad der foregik bag ham. Pladsen i cockpittet er rimelig god, hvis ikke man har for brede skuldre. Styrepinden kan uden problemer give fuldt rorudslag uden at ramme pilotens mave eller ben. Motorinstrumenterne sidder lidt dårligt placeret ovre og for neden i højre side. Med denne placering fanger øjet ikke at der skulle kunne være et problem før end grå damp eller sort røg farer omkring ørerne på piloten. Resten af instrumenteringen er god og logisk.

En Bf109 har derimod et cockpit som føles som trekvart størrelse af Spitfirens. Efter sigende skulle det være en ret klaustrofobisk oplevelse at lukke hooden når man skal flyve. Når hooden er lukket, så er der kun ca. den halve plads at bevæge kroppen på i forhold til i en Spitfire. Pilotens ben er i vejen for styrepinden og på versioner med en maskinkanon, som går gennem propellens nav, er maskinkanonens bundstykke oven i købet placeret i cockpittet mellem pilotens ben, hvilket ikke ligefrem giver mere plads.

For at servicere en Bf109 skulle man åbne paneler og motorskærme med ganske få snap-låse hvorefter man havde fri adgang motoren hvor alt var placeret logisk og let tilgængeligt. Med en Spitfire var det et noget større arbejde at afmontere skærme og paneler ved hjælp af dynger af Dzus-låse-skruer. Bf109 er også lettere at reparere i felten end Spitfire.

Til gengæld kunne et øvet Spitfire ground crew tanke og lade flyets maskingeværer på under 8 minutter, fordi ammunitionen lå i store kasser / magasiner i vingerne. Selve våbensystemet var meget simpelt for en pilot at betjene - en affyringsknap og en sikring.

Merlin-motoren med dens supercharger i en Spitfire ser mere gammeldags ud sammenlignet med Daimler-Benz motoren i en Bf109, men er et pragtstykke, som er driftsikker og virker perfekt efter hensigten - og hertil kommer den fantastiske lyd, som den frembringer.

Spitfire har monteret en virkelig god "constant-speed" enhed, som styrer stigningen på propellen og sikrer at motoren og propellen arbejder optimalt sammen uden at hverken motoren eller propellen får for mange omdrejninger.

I luften er Spitfire en drøm; velflyvende og meget manøvredygtig uden nogen kedelige tendenser til f.eks. pludseligt at gå i spind eller lave underlige krøller under start og landing. Når man under kraftige manøvrer når til grænsen af hvad en Spitfire kan præstere, begynder den stille og roligt at ryste og sitre, så piloten er advaret om hvad der er ved at ske. Her forholder det sig anderledes med Bf109, som er tung at manøvrere under luftkamp og svær at lande. Det snævre understel kunne bevirke at flyet let ground looper, hvis ikke man lander helt uden krængning eller sideglidning. Rigtig mange Bf109-piloter er kommet af dage på grund af landingsulykker.

Spitfire er hele vejen igennem et pragtfuldt fly, hvis smukke linier ikke får en til at tænke på at der er tale om et krigsfly. Generelt betragtet var Spitfire et superbt fly, som var perfekt til den rolle, som den var tiltænkt: defensivt luftforsvar, men glimrede også som taktisk jagerbomber.

Mitchell og Supermarine ramte rigtigt med Spitfire.

Om Spitfire.dk

Hvad er der egentligt med de gamle flyvemaskiner fra Anden Verdenskrig? Man kan jo mene at de er støjende og bruger enorme mængder af benzin og at der kan være tale om forherligelse af krig.

Disse fly repræsenterer imidlertid det ultimative indenfor en teknologi, som ikke kunne føres længere. De store stempelmotorer, såsom Daimler-Benz DB603, Junkers JUMO 211, Allison V-1710, Napier Sabre, Pratt & Whitney Double Wasp, Bristol Centaurus/Hercules, Rolls Royce Merlin og Rolls Royce Griffon, havde gennemgået en udvikling bl.a. gennem 20'ernes og 30'ernes hastighedsflyvnings konkurrencer og trafikflyvningens fødsel. Ting, som vi nutidens biler betragter som smarte og nye ting, er "gammel" teknologi. Tænk blot på 4 ventiler per cylinder for at give bedre åndedræt og kompressorer for at tvinge større effekt ud af motoren. Disse gamle flymotorer havde "det hele". Hertil kommer den uforglemmelige lyd. Har man een gang i sit liv hørt brølet fra en RR Merlin V12 med 1700 hestekræfter, glemmer man aldrig denne lyd. Disse fly repræsenterer samtidig en ny tids komme; nye samlebåndsproduktionsmetoder og konstruktionsprincipper - metalkonstruktioner i stedet for gamle træ- og lærredskonstruktioner.

Denne hjemmeside handler slet ikke om Anden Verdenskrig, men om et af de mest fremtrædende og fremragende fly nogensinde. Et fly som blev en legende i sin tid som aktivt kampfly. Et fly som taget sin tidsperiode i betragtning fik en lang karriere. Her er tale om Supermarine Spitfire, som blev uløseligt forbundet med Slaget om England. Til trods for sit underlige navn er Supermarine Spitfire et af de mest elegante og smukke fly, der nogen sinde har fløjet. Man kommer ikke uden om at der her er tale om et fly, som er bygget for at dræbe andre mennesker. De tusinder af unge mænd, der i sin tid fløj disse maskiner, gjorde det for at forsvare deres fædreland, og ved at holde fly fra denne periode flyvende, kan vi mindes de uhyggeligt mange af disse mænd, som gav deres liv i en større sags tjeneste. Glem ikke dette.

Nyd nu lyden og de smukke former!

Dette er ikke ment som noget tilbundsgående værk, som giver svar på alle spørgsmål omkring dette fly; det er der mange bøger der gør. Ved at fortælle hvad jeg ved og hvad jeg har kunnet finde ud af på en simpel måde, håber jeg at andre kan drage nytte heraf via dette medie.

God fornøjelse.


Med venlig hilsen
Michael Sundsig-Hansen


Klik her og send mig en mail!

 

 
 

 

 

 

En Spitfire Mk. IIA.

Klik for større billede

 

 

 

 

 

En af de mest kendte: Messerschmitt Bf109G2 med Tropisk udstyr til brug ved operation i Nordafrika - "Sorte 6". Flyet kan ses på RAF-museet i Hendon, London, hvor det er udstillet efter at et motorsvigt forårsagde en landing hvor flyets ryg brækkede.

Klik for større billede.

 

 

 

 

 

En Focke-Wulf FW190A, som var Spitfire Mk V overlegen. Mk IX var svaret. Denne FW190'er er en "kopi" bygget efter de originale tegninger med enkelte originale Focke-Wulf dele, men er dog udrustet med en russisk stjernemotor.

Klik for større billede.