Spitfire's Forfædre

Den engelske flyvemaskine-konstuktør Reginald J. Mitchell, som startede hos Supermarine i 1917 og blev chefdesigner og direktør 10 år senere, havde flere fremragende konstruktioner bag sig. Blandt andet søfly som Supermarine Sea Lion II, Supermarine S4 og S6B, som vandt det berømte og eftertragtede Schneider trofæ for England. Dette trofæ var indstiftet af franskmanden Jacques Schneider. Vinderen af den 277,8 km (150 sømil) lange hastighedskonkurrence for søfly kunne, hvis han vandt for trofæet til sit land for 3. Gang, hjemføre dette til evig arv og eje. S6B’eren gennemfløj banen d. 29 september 1931 med en gennemsnitsfart af 651 km/t og sikrede dermed England Schneider trofæet for næsen af Italien, som også var toneangivende med hurtige søfly. S6B’eren var udstyret med en væske kølet 12 cylindret Rolls Royce R25R med en ydelse på 2.600 heste v. 3.400 o/min. R25R motoren var konstrueret til formålet - stor ydelse på bekostning af gangtiden, som blev kort - 5 timers TBO (timer mellem hver hovedeftersyn). Brændstoffet var en blanding af benzin, benzol, metanol og tetra-etyl-bly.

Flyet var konstrueret til at kunne medføre 378 liter brændstof, hvoraf de 252 var i en tank i den styrbords (højre) ponton. Man kunne forstille sig at denne ubalance i flyet gav nogle interessante flyveegenskaber, men der blev kompenseret for dette ved propellens moment.

Italienerne var stadig hovedmodstanderne i senere væddeløb og de vandt også over S6B’en, men i modsætning til Supermarine lykkedes det aldrig italienerne at overføre resultaterne til noget brugbart og holdbart i civile og militære fly. Supermarine derimod indsamlede uvurderlige informationer omkring flyvning ved store hastigheder og tilegnede sig viden omkring konstruktion og praktisk udførsel af arbejdet med helmetalkonstruktioner. Senere konstruerede Mitchell og Supermarine et jagerfly til F7/30-specifikationen. Det fik benævnelsen Type 224. Det var et lavvinget halehjuls fly med åbent cockpit og indkapslede hjul. Flyet var langt fra nogen succes, idet det kun opnåede en ret uimponerede topfart på kun 380 km/t - ca. 20 km/t under det i specifikationen satte minimumskrav. Problemet var for tykke vinger og for stort frontareal i forbindelse med de inddækkede hovedhjul. Et andet problem var at motoren konstant blev overophedet... den fløj rundt med advarselslyset for motor overophedning på det meste af tiden, idet kølesystemet ikke var godt nok. Kølevandet fordampede i motoren og skulle afgive varmen og blive afkølet og kondensere i vingeforkanterne, som fungerede som kølere. Systemet var simpelthen ikke godt nok. 224 blev kasseret og brugt som skydemål.

Det blev senere den kendte Gloster Gladiator (et biplan), der vandt kvalifikationen og kontrakten. I 1934 deltog Hawker Aircraft og Supermarine i kvalifikationen af hver deres projekter dækkende specifikationen F37/34. Denne specifikation indeholdt elementer fra tidligere projekter bl.a. fra F7/30, så som at flyet skulle være et monoplan. Vigtigst var det at den nye 1000 hestes Rolls Royce PV12 indgik i projektet. Begge projekter blev kvalificerede og resulterede i to af Verdens mest kendte fly gennem tiderne: Sidney Camm’s Hawker Hurricane og Supermarine Spitfire.

 

 

Rolls Royce R25R

 

Supermarine S6B

 

Den lidet succesfulde Type 224

 

R.J. Mitchell