Flystel og cockpit

Set med nutidige øjne er en Spitfire et ret ukompliceret kampfly. Ikke desto mindre var den et godt eksempel på hvad konstruktørerne kunne byde på i perioden op til og under den sidste verdenskrig. Som tidligere nævnt var Spitfiren ikke noget nemt fly at masseproducere på grund af sin helmetal konstruktion. Til gengæld var den så strukturelt og aerodynamisk meget effektiv og kunne bære mere "militært" udstyr og større motorer end den egentligt var designet til.

Fuselagen

Fuselagen er en helmetal-konstruktion, bygget som én enhed, men med aftagelig halesektion.

Finnen til sideroret er bygget som del halesektionen. 4 longeronner (længdedragere) sørger for at kroppen er stiv i lænderetningen og 15 frames (spanter), nummererede fra 5 til 20 former kroppen.

De øverste longeronner går langs kroppens datum-linje fra frame 5 og slutter ved frame 14. De nederste longeronner ligger i hele flyets længde fra frame 5 og slutter ved frame 20, som er forstærket for at kunne tage trykket fra halehjulet. Den forreste frame, nr. 5, er en af hjørnestenene, som bærer de bjælker, der er placeret på tværs af fuselagen. Disse bjælker danner den struktur, som vingernes hovedbjælker fastgjort til. Frame 5 fungerer også som brandskot mellem motorinstallationen og forreste del af kroppen. Den er opbygget som en afstivet sandwich konstruktion af 2 metalplader med asbest imellem, hvor man på oversiden har monteret en skudsikker plade, som sammen med motorens masse sikrer brændstoftanken og piloten mod projektiler. Frame 6 og 7 er store U-profiler hvori brændstoftanken ligger. Frame 9 er også tværgående og støtter siderorspedalinstallationen. På frame 8 hviler dækslet over brændstof- tanken og herpå er instrumentpanelet monteret. Frame 10 er ligeledes U-formet og herpå monteres vingernes sekundære hovedbjælker. Frame 11 er den bageste af disse stærke U-formede konstruktioner og på denne er der monteret den panserplade, som beskytter piloten, samt pilotens sæde.

Cockpittet befinder sig mellem frame 8 og 11 og i bagbords side foran frame 11 findes den lille bundhængslede dør til cockpittet. På denne lille dør glider hooden over piloten og den kan låses i en "næsten lukket" position, der sikrer at hooden ikke smækker i, i tilfælde af havari under start eller landing og derved hindrer at piloten i slippe ud.

Vindspejlet er boltet til oversiden af pladen, som dækker den forreste del af kroppen med en gummipakning, som gør installationen vandtæt. På det første Spitfires, Mk. I/II, VA og VB, er der monteret en udvendig panserglasrude, men på senere modeller er den flyttet ind på bagsiden af vindspejlet, som tidligere beskrevet i "I Produktion". På tidlige modeller har hooden en lille rude i bagbords side, som kan slås ud i tilfælde af overisning, oliespild eller andet, som måtte hindre pilotens udsyn.

Fra frame 11 og agten ud danner frames 12 til 20 en åben konstruktion, hvor igennem kabler til ror og elektriske kabler uhindret kan føres. 52 bolte holder halesektionen fæstnet til kroppen.

På tidlige Spitfire modeller er pilotens sæde lavet af metal, men på senere modeller er sædet støbt i bakelit, og kan justeres i højden for at give piloten det bedst mulige udsyn under taxi-ing på jorden, hvor det store forparti faktisk dækker for alt udsyn. For stadig at kunne se bedre må piloten have hooden åben og svinge flyet fra side til side for at undgå at ramme forhindringer på jorden. Under sædet er der monteret en kraftig fjeder, som hjælper piloten med at løfte sædet op under start og landing.

Et standard Sutton sele-sæt er monteret med en anordning, som gør at piloten kan åbne selen og læne sig frem for atter at låse selen når han sidder tilbagelænet.

Finnerne, som tidligere nævnt, er en integreret del af kroppen, og er boltet sammen af to halvdele.

Side- og højderor er samlet på samme måde som finnen som en torsionsbokskonstruktion, men er i modsætning til finnerne beklædt med lærred - finnerne med aluminium.

Vingerne

Begge vinger er hel-metal konstruktioner med aftagelige tipper, bygget over en hovedbjælke, som ligger forrest i vingen og som er gennemgående i hele vingens længde. Som vingeforkant er der monteret en D-formet metal konstruktion. Resten af vingen er monteret på hovedbjælken og den består af 21 ribber og en sekundær "hovedbjælke". De inderste ender af bjælkerne bliver monteret på kroppen på henholdsvis frame 5 og 10. I konstruktionen er der gjort plads til ammunition, bevæbning og landingslys. Fordybningerne til understellet er lukket af med et stykke metalplade. Der er ligeledes ført rør fra kølere til motoren. Rør fører ligeledes fra køleren til de stationer hvor våbnene er monteret; i disse rør ledes varm luft frem til brug som opvarmning af våbnene ved flyvning i stor højde.

Spifiren er udstyret med splitflaps, der udformet således at den underste del af vingebagkanten "flækkes" og vippes ca. 90 grader nedad når de "udfældes". De er drevet af komprimeret luft. En fjeder og fartvinden sørger for at flaps’ne fældes ind igen. (Under start fra hangarskibe blev der monteret træ-kiler, som blev sat ind i mellem flaps'ne og vingen for at give en hjælpende hånd med opdriften. Når Spitfiren var i luften, kørte piloten med flaps'ne og kilerne faldt ud således at flapsne kunne køres helt ind.)

De aftagelige vingetipper er bygget som en metaltorsionsbokskonstruktion.

Understel

Understellet er bygget som 2 enkelte ben med en indbygget Vickers luft/olie støddæmper. Luften i dæmperen optager stød og olien dæmper bevægelsen. Understellet opereres hydraulisk; på tidlige modeller opereret med en håndpumpe, men på de senere modeller er håndpumpen erstattet med en pumpe, som er drevet af motoren. Hvis det hydrauliske system skulle svigte og trykket dermed forsvinde, er der monteret en trykbeholder med kuldioxid som kan give tryk til at sænke understellet én gang. Et advarselshorn giver lyd fra sig, hvis understellet er sænket, men ikke låst, når gashåndtaget føres tilbage til et vist punkt.

Halehjulet er monteret til kroppen via en stor støddæmper, som kan klare den store belastning fra hårde landinger.

Hjul og bremser

Dunlop er konstruktør af hjul og bremser. Bremserne opereres ved at trykke på det håndtag, der er placeret midt i "spade-håndtaget" på styrepinden. For at bremse på enten højre eller venstre hjul, træder man på den respektive siderorspedal samtidig med at man trykker på håndtaget på styrepinden.

Motorinstallation og brændstoftanke

Merlin motoren er fæstnet til kroppen via et fundament bestående af en rørkonstruktion, som er monteret på frame nr. 5. Griffon motoren er fæstnet med et bjælkeformet ophæng.

Motoren bliver normalt startet ved hjælp af en elektrisk starter eller en Coffman starter (se foregående kapitel), men kan også startes ved håndkraft ved hjælp af et håndsving. Bag brandskottet, som kan ses på billedet ovenfor, er den ene af flyets brændstoftanke monteret. Den kan indeholde ca. 200 liter. Den anden tank, som kan rumme ca. 155 liter, er monteret længere bagude. Begge tanke, som er fabrikeret af et materiale kaldet Linatex, er selvtættende og brandhæmmende og er forbundet med hinanden. En ventil kan lukke af for den ene eller anden tank efter behov. Man tanker den øverste/forreste tank, men brændstoffet løber selv videre til den næste af tank.

Propeller

Som nævnt andetsteds var Spitfiren født med en 2-bladet træpropel med fast stigning af Supermarine herkomst, men disse blev erstattet med en 3-bladet DeHavilland propel med 2 stigninger. Disse blev tidligt i krigen udskiftet med en 3-bladet constant-speed propel udviklet af Rotol. Med Merlin 60-serien blev det nødvendigt med mere propel for at kunne overføre de flere kræfter; svaret var en 4-bladet Rotol propel.

Med Spitfire Mk. XIV blev den 5-bladede constant-speed Rotol propel indført, da Griffon-motoren havde endnu flere kræfter. Denne propel blev den gennemgående på alle Griffon-motoriserede Spitfire-fly.

Enkelte eksemplarer af Griffon-motoriserede Spitfires blev monteret med en 6 bladet modroterende propel.

Idag laver Hoffmann Propeller i Tyskland blade til en Spitfire, som måtte have behov for ny blade til prop'en. Messier Dowty certificerer bladene til brug.

Iltsystemet

Tidlige Mk. I modeller har en enkelt iltflaske monteret i cockpittet, men på de senere er flaskerne flyttet tilbage i kroppen mellem frame 16 og 17. En ledning fører op til en regulator monteret i cockpittet, hvortil pilotens maske kobles. Se billedet ovenfor (kroppen indefra).

Nødblus

Nødblus blev medbragt for at kunne oplyse jorden under flyet under rekognoscering eller hvis flyet måtte nødlande. Disse blus var monteret i bagkroppen under radio hylden (se billedet ovenfor taget ind igennem kroppen).

Afisningsudstyr

Dette udstyr er meget primitivt. Det består af et opvarmet pitot-rør og en sprinkler med etylen-glykol som sprøjter op på vindspejlet.

Instrumentering

Klik på billedet herunder for at se hvad instrumenter, knapper og håntag er til  (Virker desværre kun under Microsoft Windows Explorer).

 

Motorrummet uden motor set forfra.

Bemærk brandskottet bagest. Det hvide "V" på nederste del af brandskottet indikerer at flyet (oprindeligt) er en Mk. V. Under snavset til venstre opdagede man senere at der stod "MA298", som er flyets rigtige identitet. Se mere under "41-401".



Tegning over placeringen af de 15 frames, som giver kroppen sin form.

Klik for større billede.



Indgangsdør tv og sæde og sæde samt bagvæg th.

Et kig ind i kroppen bagfra.

Stb hovedgear

 

En Merlin installation - klik for større billede

 

En Griffon motor klar til montering - klik for større billede

 

En 5-bladet propel set uden spinner