De danske Spitfires

Dansk flyhistorie er knyttet tæt til Spitfire. Under 2. Verdenskrig fløj danske piloter for RAF i Spitfires og efter krigen modtog Danmark en række Spitfire-fly, som blev benyttet i en forholdsvis kort årrække. Med til historien om Spitfiren hører historien om de 3 danske Spitfires fortælles. I 1941 og 1942 indsamlede en gruppe af danske forretningsfolk bosiddende i England 38.000 Pund, som skulle bruges til indkøb af Spitfires. Checken på de 38.000 blev overrakt til Winston Churchill i Downing Street nr. 10 af en gruppe danskere her i blandt Jørgen Thalbitzer, Axel Svendsen og Jens Ipsen, som alle 3 var tjenestegørende jagerpiloter i RAF. Den sum penge rakte til indkøbet af 3 Spitfires Mk. VB:


Alle 3 fik også malet et Dannebrog på begge sider af kroppen foran cockpittet og foran deres respektive navne. De 3 fly blev d. 16 Februar 1942 leveret til 24th Maintenance Unit og overgik til Esk. 234 d. 5 April 1942. Her skulle de 3 Spits flyves af danske piloter, som var tjenestegørende i den pågældende eskadrille.

2 af de 3 fly var ikke i tjeneste ret længe, idet BL831 og BL924 begge gik tabt under luftkamp d. 24. april 1942. Ved den lejlighed blev BL831 fløjet af den amerikanske Fl. Lt. Watkins. BL924 blev fløjet af en dansk pilot.

Danske piloter i krig

Kaj Birksted

Adskillige danskere tjente i de allieredes flyvevåbener under krigen. Den mest kendte er Kaj Birksted, OBE, DFC, DSO. Han endte som en overordentligt respekteret Wing Commander (Oberstløjtnant) og som es med 10 sikre og 10 mulige nedskydninger.

Kaj Birksted blev født i 1915 i København. I 1936 blev han optaget på Marinens Flyveskole hvor han i 1938 blev udnævnt til flyverløjtnant af reserven. Han flygtede til Sverige på ugedagen efter den tyske invasion sammen med en officerskollega, Løjtnant Charles Sundby. I Sverige var de ved at blive internerede til krigsafslutningen, men efter megen møje og besvær nåede de til England via Norge. Hos RAF var man ikke interesserede i danske piloter, idet de blev anset for at være ”halvtyskere”. Erik Scavenius og hans samarbejdspolitik hjalp ikke deres sag. Endnu engang måtte Kaj Birksted kæmpe sig videre; denne gang til Canada via Sydafrika og Cuba. Da han sammen med Sundby nåede Little Norway nær Toronto, sluttede han sig til Det norske Flyvevåben. I Little Norway fungerede han som instruktør. Med rang af løjtnant blev han i 1941 sendt til England, hvor han blev Flight Commander i den første norske jagereskadrille, 331 squadron. Efter at have været på et kursus på Fighter Wing Central Gunnery School fik han vurderingen ”Exceptional” i disciplinen ”Marksman in Combat”. I 331 eskadrille viste han snart sine store evner som jagerpilot og leder.

I foråret 1942 samledes eskadrille 331 med den anden norske eskadrille 332 til en Wing. Frem til august 1942 flyver Kaj Birksted 45 operative flyvninger over Frankrig, hvor han fungerer som enten gruppeleder eller leder af hele eskadrille 331 og nedskyder adskillige tyske fly.

Han udnævnes til kaptajn og deltager med personlig succes i luftoperationerne omkring landgangen ved Dieppe i Frankrig, hvor de allierede iøvrigt lider meget store tab, men høster stor erfaring. Senere på året 1942 udnævnes han til major og eskadrillechef for 331. sqn. Han modtager også den norske orden ”Krigskorset med Sværd” og det engelske Distinguished Flying Cross.

I august 1943 bliver Kaj Birksted udnævnt til Wing Commander for Norwegian Fighter Wing (331 og 332 sqn.) og i perioden frem til november 1943 nedskyder denne Fighter Wing 39 tyske fly mens de selv kun mister 4 piloter. Statistisk er det påvist at det var de bedste resultater for nogen Fighter Wing, hvilket siger alt om hans lederevner. For dette belønner RAF ham med Distinguished Service Order med begrundelse i hans usædvanligt fine ledelse i luften samt hans samvittighedsfulde arbejde og organisatoriske indsats på jorden. Han forfremmes ligeledes til oberstløjtnant.

Hans 10. og sidste nedskydning af et tysk fly sker den 23 januar 1944 hvorefter han overføres til stabstjeneste ved 11th Group. Her er han med i forberedelserne omkring invasionen i Normandiet. Han får ansvaret for planlægningen af samtlige 11th Groups dagjageroperationer på D-dag. På selve D-dag flyver Birksted på egen hånd og initiativ over kanalen for ved selvsyn at konstatere hvorledes landgangen skrider frem. Kaj Birksted modtager Order of the British Empire for sit arbejde. Begrundelsen er, at han tænker hurtigt, har en sund dømmekraft og troskab og for sin uvurderlige tjeneste. Med andre ord: en førsteklasses officer.

Han blev forfremmet til Wing Commander Flying og fik ledelsen over en Wing, som var en ren RAF Wing (118 og 165 sqn). Denne var udstyret med North American P-51 Mustangs. Her endte han med en total på 316 operationelle flyvninger, 2115:30 flyvetimer hvor de 513 timer var under ”combat conditions”.

Da krigen slutter vender Birksted tilbage til Jante-Danmark hvor han stort set blev overset. Han kommer i audiens hos den norske konge, men ikke hos den danske. Det blev til et par korte interviews med et par danske aviser.

Kaj Birksted er med til at forme det danske Flyvevåben, men de hjemmelige papirkrigere sætter en stopper for hans videre karriere, da man frygtede at en så ung leder af Flyvevåbnet ville skabe uorden i systemet. Senere har man udtalt at dette skete, fordi ”han jo kun er reserveofficer og ikke havde nogen officersuddannelse, stabsuddannelse eller stabserfaring”. Det faktum at han fik en fornem orden for sit stabsarbejde i RAF og for sine resultater i Norwegian Fighter Wing fik DFC og DSO, ser man helt bort fra.

Han ender med at blive parkeret ved NATO-hovedkvarteret. Han søger sin afsked i 1960 og flytter til England for aldrig at vende tilbage til Danmark. Han døde i 1996 i London.

Efter krigen udtalte den norske konge ved et besøg i Danmark, at Danmark godt kunne beholde Tordenskjold, når Norge blot måtte få Kaj Birksted.

Langt om længe blev der rejst 3 buster af Kaj Birksted i 2009 og 2010. Under den buste, som står ved siden af Anders Lassen ved Frihedsmuseet står der: ”The men who go first are rarely popular with those who wait for the wind to blow.” Hvor er det sandt!

Sådan behandler vi vore helte i henhold til §1 i Janteloven.

Andre

3 af de tidligere nævnte piloter, Jørgen Thalbitzer, Axel Svendsen og Jens Ipsen, har også en historie, som kort kan og bør fortælles. Axel Svendsens familie flyttede til England før krigen, og da denne brød ud, meldte Axel Svendsen sig til RAF. På flyveskolen mødte han Jørgen Thalbitzer, som var flygtet fra Danmark efter besættelsen d. 9 april 1940, og Jens Ipsen, som havde gjort tjeneste i Fremmed Legionen. Efter flyveskolen endte han i Esk. 32 på flyvestationen ved Manston, hvor han fløj Hawker Hurricane. Senere kom Jørgen Thalbitzer også til Esk. 32.

Den 2. april 1942 blev Jørgen Thalbitzer og Axel Svendsen omskolet til Spitfire og overført til Esk. 234. på Tangmere. I første halvdel af april 1942 skrev Axel Svendsen til sin familie at han syntes at eskadrillen mistede for mange folk over Nordfrankrig til den nye tyske Focke-Wulf 190 overfor hvilken Spitfire Mk. V’eren var særdeles underlegen.

Den 24 april startede Esk. 234 på et togt til Nordfrankrig og over Berck-Sur-Mer ved Kanalkysten blev de angrebet af 20 FW190’ere. 2 Spitfires blev skudt ned - BL831 og BL924. BL831 blev som nævnt fløjet af den amerikanske Fl. Lt. Watkins. BL924 blev fløjet af Axel Svendsen, men ingen så ham styrte ned. Begge piloter blev dræbt. Yderligere 2 Spitfires blev skudt ned, men disse 2 piloter redede livet og blev taget som krigsfanger. Dette togt skulle have været Axel Svendsens sidste inden en orlov. Da eskadrillen vendte tilbage til Tangmere, startede Jørgen Thalbitzer igen fra pladsen for at flyve ud for at lede efter sin kammerat.

Et togt i juli 1942 resulterede i at Jørgen Thalbitzer selv blev ramt og tabte højde. Under den efterfølgende nødlanding ramte flyet en højspændingsledning og slog en koldbøtte. Den ene vinge blev revet af og flyet endte på hovedet og Thalbitzer måtte skære sig fri af selen. Efter 14 dag på flugt i Frankrig, blev han taget til fange af tyskerne idet en fransk bonde tilkaldte en betjent, som arresterede ham. Jørgen Thalbitzer flygtede senere fra den tyske krigsfangelejr under den berømte store flugt fra en lejr for flyvere ved Bromberg i Polen. Han og en anden engelsk pilot, James Brian Buckley, slap via Danzig til Danmark, hvor Thalbitzer for en stund blev genforenet med sin familie. Under den videre flugt fra Danmark til Sverige druknede desværre både Jørgen Thalbitzer og Buckley, da deres foldebåd formodentligt kollapsede på turen over Øresund. Jens Ipsen overlevede krigen og vendte tilbage til Danmark. Han blev antaget i Søværnets Flyvevæsen, hvorfra han trak sig tilbage i 1955.

BL855 blev i april 1943 ombygget til en Seafire Mk. IB og fik nyt serienummer; NX920. Den blev overført til Royal Navy Air Station ved Lee on Solent. Herefter fortaber historien om Niels Ebbesen sig.

I dag kan man se et replica af den danske Spitfire, som Axel Svendsen mødte sin skæbne i, på det lille interessante museum på den nu nedlagte flyvestation ved Tangmere i Sydengland.

Til sidst, men ikke mindst, skal Kjeld Rønhof nævnes. Han gjorde tjeneste i det norske flyvevåben i England under krigen. Han har bl.a. skrevet bøgerne "Vi fløj for friheden" (2 bind), hvor han på spændende og personlig men nøgtern vis beskriver sin tid som Spitfire-pilot i Esk. 332, hvor mange af hans kammerater falder én efter én. Han fortæller bl.a. om hvordan han på et af sine første operationelle togter blev jagtet af en horde FW190’ere og hvordan han kommer til at flygte syd på i stedet for nord på. Da han atter flyver mod nord for at komme hjem, møder han forfølgerne igen og undslipper endnu engang ved at "trække mange G" ved at sætte fødderne op på instrumentpanelet og flå i pinden og ved at flyve siksak mellem trætoppe og hustage. En bog fra forlaget Four Stripes, som bør læses.

Tabsliste

Herunder navnene på danskere satte livet til under tjeneste i allierede flyvevåbener:

Royal Air Force

Royal Canadian Air Force

Royal Norwegian Air Force

South African Air Force

Navnene, som er anført herover, stammer fra Royal Air Force's kirke St Clement Danes i London og er måske ikke helt korrekte. For mere detaljeret information omkring danske piloter i allieret krigstjeneste se Danishww2pilots.dk, som giver meget mere information omkring dette store emne.

Aksel Svendsen (th.), Jørgen Thalbitzer (midten) foran en Spitfire Mk VB. Herren i den meget store frakke er mig ubekendt.

Det danske es Wing Commander Kaj Birksted ved hans hjemkomst til Danmark i 1945.

En Spitfire med Kaj Birksteds personlige kendingsbogstaver

Her ses Birksted i sit "private" fly med hans initialer.

Tavlen under busten af Kaj Birksted ved Frihedsmuseet - bemærk de 2 nederste linier.

 

 

 

 

Svendsen og Thalbitzer på Skagen Ind

Flt. Lt. Jørgen "Tiny" Kjeldbæk omkring D-dag  ("invasionsstriberne" under vingerne) på en Spitfire Mk. VB (sikkert en Clipped, Cropped and Clapped version). Kælenavnet "Tiny" fik Kjeldbæk tildelt med sædvanlig britisk humor, idet han var en stor mand, som passede dårligt i cockpittet på en Spitfire.

Valdemar Atterdag på Tangmeres flymuseum i Sydengland.